Fra sæson 2018 slår Samsø Ferie dørene op til endnu en ferieboligperle på Samsø.

Det sker i den smukke Brattingsborg Skov, hvor du og din familie nu kan nyde afslappende feriedage i den enenge af den atmosfærefyldte tidligere godsinspektørbolig, Ørnslund.

Med en historie tilbage til 1700-tallet, går fortiden og nutiden hånd i hånd ved Ørnslund, hvor I nu mødes af en charmerende nyistandsat feriebolig omkranset af træer, marker, et rigt dyreliv, stjernehimlen og kort afstand til en af Samsøs flotteste kyststrækninger. Det perfekte sted til jer, der holder af naturen, roen og livet på landet.

Ferieboligen er indrettet i den ene af godsinspektørboligens to længer. I den anden længe, Ørnslunds hovedhus, finder du Samsø Retreat - et sted for yoga, meditation, fordybelse og trækken sig tilbage. For mere info om Samsø Retreat: www.samsoeretreat.dk.

En særlig vigtig del af fortællingen om Ørnslund og Brattingsborg Skov, er historien om August Kruse, der i 1839 tiltrådte stillingen som godsinspektør hos Brattingsborg Gods og bosatte sig på Ørnslund, der tilbage i Kruses tid var en flot firelænget gård. Godsinspektør Kruse, der ofte omtales som Samsøs første arkæolog, boede på Ørnslund til sin død i 1881, og i den periode indsamlede og registrerede han mange vigtige fund fra bl.a. områdets gravhøje og jættestuer, bl.a. økser og mejsler. Mange af Kruses fund kan i dag studeres ved selvsyn på Samsø Museum i Tranebjerg.

Godsinspektør Kruses tilstedeværelse ved Ørnslund og i og omkring Brattingsborg Skov kommer bl.a. også til udtryk via de eksotiske træer, han plantede i haven ved Ørnslund, og via de mange mindesmærker han opførte, og som du stadig møder på din tur rundt i skoven. På din højre hånd lige efter indkørslen til Brattingsborg Skov, ser du endvidere den sten, som samsingerne i 1894 rejste for August Kruse, hvis fulde navn var Hans William August Kruse.

 

Kontakt os

Ferieboliger ved Vesborg Fyr og Ørnslund

Samsø Ferie

8305 Samsø

Tel.: +45 26 85 86 83

Mail: info@samsoe-ferie.dk